Tre tusind år og Nadia – Var det et mirakel? (Del 3 af 4)

Efter uger med udmattelser, var der håb for min 6-uger gamle datter. Vi blev ført til en helbreder, der overraskede os alle! Men var det et mirakel, eller for godt til at være sandt?

Denne firedelte historie er hentet fra min bog, The Mother and The Therapist, læs mere om mit arbejde og hvorfor jeg gør hvad jeg gør.

Læs Del 1 og Del 2 …

Efter vores hjemkomst, gik Jan ud for at købe flere kilo rød ris. Vi ansatte en heltids kok, til at klare risens kogning og sigtning, og Jan var i stand til, at komme tilbage til sin arbejdsplan. Jeg fandt til rette som fuldtids mor til begge børn og ”fodermester” til Nadia, som skulle flaskes med suppen næsten hver anden time. Jeg førte streng regnskab med alle hendes spisetidspunkter, afføringen, og hyppigheden af ​​vandladning, for at overvåge Nadias væskebalance. Selv om det var en meget udfordrende tid, blev det til rutine, med den enorme hjælp og støtte fra gode venner og hjemmepersonale.

Var jeg på noget tidspunkt bange eller tvivlende om vores behandlingsplan? Selvfølgelig, ja. Næsten daglig var jeg uroligt for, om vores valg nu også var rigtig. Var vi uansvarlige forældre? Havde vi sat Nadias sundhed i fare? Men mit instinkt fortalte mig, at vi havde truffet det rigtige valg, og at vide, at der ikke var nogen medicinsk kur, gjorde det på en måde lettere at holde styr på vores vision.

En del af vores styrke, beslutsomhed og mod kom fra de indlysende fordele Nadia havde fra behandlingerne og forandringen af ​​kost. Hun blev rolig, tilfreds og opmærksom, og hendes motoriske udvikling blev normaliseret. Kun hendes vægt forblev lav, på grund af mangelfuld ernæring.

De mange ture til Bandung med Anne Vibeke, for at se fru Anne, var måske min største tid, i hele denne prøvelse. Anne Vibeke og jeg kæmpede begge mod dødsdomme, hun mod brystkræft, og jeg for min babypiges liv, og vi blev meget tæt forbundet på et åndeligt niveau. Hun er min skytsengel. Fra at være total fortvivlet, havde jeg fået hende og fru Anne i mit liv, to dejlige, omsorgsfulde og modne kvinder. De ville begge gøre noget for Nadia og mig, og jeg følte mig sikker og tryg med dem.

Efter seks ugers rød rissuppe, bad fru Anna mig skifte til grøn mungbønne suppe, og fortsætte den nye diætplan i yderligere seks uger. Det var fantastisk at bruge en ny fødevareingrediens, og Nadia elskede forandringen. Hvem ville ikke, efter uger at spise den samme mad, uden nogen variation for smagsløgene? Jeg følte, at vi havde overvundet hendes problemer, og var rede til at komme ind til et nyt kapitel i vores plan.

Nadia havde gjort fremskridt på så mange måder, at vi besluttede at lade en professionel fotograf kommet til vores hus, for at tage familiebilleder, og individuelle billeder af os alle. Det er dejlige billeder af Oliver, en blond, sund og aktiv dreng og en tilfreds, men lille Nadia, på hendes foretrukne fåreskind, for at beskytte hendes sarte krop. Familiebilleder af Jan og mig, og de to børn, der var fuldstændig uvidende om slaget vi kæmpede som én familie. Billeder vi værdsætter højt, og som er en konstant påmindelse og taknemlighed og mod.

Efter tolv uger, med en streng kostplan og flere behandlinger, modtog vi den gode nyhed fra fru Anne, at Nadia ville kunne starte på en mild diæt, af pærer og æbler med gradvis indførelse af grøntsager og mælkepulver. Hun behøvede nu ikke længere de helbredende behandlinger.

Vi var lettet, men ikke overdreven fyldt med glæde. Helt drænet og udtømt fra måneder af fysisk, følelsesmæssigt og psykisk pres, kunne vi ikke helt forstå beskeden. Tvivl betød, at vi stadig havde brug for medicinsk bevis, for at acceptere miraklet.

Fortsæt læsningen for at finde ud af, hvad der siden skete for ​​vores smukke datter …

Virkeligheden er, at et smertefrit liv bare er en Internet forbindelse væk. Og det kan starte for dig og dem du elsker, lige nu.

Jeg spekulerer på, om du har en lignende historie… hvis du har, så del den venligst med os.